Mus (kortspil): regler, kortværdier og strategi til det spanske spil

Mus er et af Spaniens mest elskede kortspil og en fast bestanddel af barer og caféer i især Baskerlandet. Det er et holdspil for fire personer, hvor held, hovedregning og ren bluff smelter sammen – og hvor to makkere må udveksle hemmelige ansigtstegn midt for næsen af modstanderne. Denne guide gennemgår reglerne fra bunden: kortsættet, de fire budfaser, de hemmelige tegn og hvordan man tæller point med småsten, så du kan være med fra første hånd.

Hvad er Mus, og hvor kommer det fra?

Mus stammer fra Baskerlandet i det nordlige Spanien. Spillet blev første gang nævnt på skrift i 1745 af den baskiske jesuit og sprogforsker Manuel Larramendi, og det har siden bredt sig til hele den spansktalende verden. I dag spilles det både til hyggelige sammenkomster og i organiserede turneringer.

Mus spilles af fire personer, der danner to faste makkerpar. Makkerne sidder over for hinanden, så hvert hold har en spiller på hver side af bordet, og turen går mod uret. Ligesom i partnerspil som Bridge handler meget om at samarbejde med sin makker – men i Mus foregår samarbejdet uden ord, gennem et system af aftalte tegn.

Kortsættet og kortenes rangorden

Mus spilles med et spansk kortsæt på 40 kort fordelt på fire kulører: guld (oros), bægre (copas), sværd (espadas) og stokke (bastos). Har du ikke et spansk sæt ved hånden, kan du nemt improvisere med et almindeligt fransk kortspil: fjern blot alle 8’ere, 9’ere og 10’ere, så sidder du tilbage med 40 kort.

Kulørerne betyder ingenting i Mus – kun kortenes værdi tæller. Det helt særlige er, at alle fire 3’ere fungerer som konger, og alle fire 2’ere fungerer som esser. Dermed er der reelt otte konger og otte esser i spillet, hvilket gør kampen om de høje og de lave kort langt mere intens.

Det spanske kortsæt har tre billedkort i hver kulør: knægt (sota), ridder (caballo) og konge (rey) – der er altså ingen dame. Rangordenen fra højest til lavest ser sådan ud:

Kortenes pointværdi i Juego

I den sidste fase, Juego, lægger man kortenes talværdi sammen. Her gælder følgende værdier, som du får brug for længere nede i guiden:

Mus-fasen: skal I bytte kort?

Hver hånd begynder med selve “mus”, altså muligheden for at bytte kort. Spillerne udtaler sig på skift begyndende med mano (spilleren til højre for kortgiveren). Hver siger enten “mus” (jeg vil gerne bytte) eller “no hay mus” (jeg er tilfreds).

Kun hvis alle fire spillere siger “mus”, bytter man kort: hver spiller lægger de uønskede kort fra sig og trækker lige så mange nye. Siger blot én “no hay mus”, stopper byttet med det samme, og budrunderne går i gang med de hænder, man har. Det giver et taktisk element, for man kan sige “no hay mus” selv med en svag hånd for at forhindre modstanderne i at forbedre deres kort.

De fire lances: sådan er en hånd bygget op

Når byttet er overstået, spilles fire budrunder – på spansk kaldet lances – altid i samme rækkefølge: Grande, Chica, Pares og Juego. Man byder i hver fase efter tur, men selve afgørelsen og pointtildelingen sker først til sidst, ved den såkaldte showdown. Derfor kan du sagtens byde i alle fire faser, før et eneste kort bliver vist.

Grande – kampen om de højeste kort

I Grande (Det Store) konkurrerer holdene om, hvem der har de højeste kort. Da konger og 3’ere er lige stærke, ser man på, hvem der har flest af dem; er antallet lige, afgør det næsthøjeste kort. Har ingen budt, vinder holdet med de bedste kort 1 point ved showdown.

Chica – de lave kort tæller

Chica (Det Lille) er Grandes spejlbillede: nu gælder det om at have de laveste kort, hvor esser og 2’ere er mest værd. Mange begyndere glemmer Chica, fordi de fokuserer på at jagte konger – men en hånd med flere esser kan hente lige så mange point som en kongehånd.

Pares – par og kombinationer

I Pares (Par) skal hver spiller først melde, om de overhovedet har et par: “pares sí” eller “pares no”. Der budes kun, hvis mindst én spiller på hvert hold har par. Der findes tre slags, der rangerer sådan: duples (to par eller fire ens) er stærkest, derefter medias (tre ens) og til sidst et simpelt par.

Juego – spillet om de 31 point

I Juego (Spil) lægger man sine fire korts talværdi sammen. Man “har juego”, hvis summen er 31 eller derover, og melder igen først “juego sí” eller “juego no”. Den bedste hånd er præcis 31, og derefter følger en særlig rangorden. Bemærk, at summerne 38 og 39 slet ikke kan lade sig gøre med fire kort:

Vinder man Juego-runden – eller hvis ingen byder – får holdet 3 point for en hånd på præcis 31 og 2 point for enhver anden juego-hånd. Har ingen spillere juego (altså 31 eller mere), spilles i stedet en runde kaldet Punto, hvor det gælder om at komme tættest på, og her er 30 den bedste sum (den giver 1 point uden bud). En 31 på mano’s hånd kan i de almindelige regler ikke slås.

Bud, envido og órdago

Budgivningen er hjertet i Mus. I hver fase kan et hold vælge at melde pas eller at byde, og buddene “hænger”, indtil der gøres op ved showdown. De vigtigste meldinger er:

• Paso — pas; man byder ikke lige nu.
• Envido — et bud på mindst 2 sten (piedras). Siger man ikke et tal, gælder 2.
• Quiero — “jeg vil”; modstanderne accepterer buddet, og pointene er i spil til showdown.
• No quiero — “jeg vil ikke”; man trækker sig, og det bydende hold får 1 sten (eller de point, der allerede var lagt, hvis man trækker sig efter en forhøjelse).
• Reenvido — en forhøjelse på mindst 2 sten oven i det første bud.
• Órdago — det ultimative bud, hvor man satser hele spillet på den aktuelle fase. Accepteres et órdago med “quiero”, vises kortene straks, og vinderen af fasen vinder hele spillet.

Byder ingen i en fase, afgøres den ved showdown for blot 1 point til holdet med de bedste kort. Det gør det ofte værd at samle små, sikre point sammen frem for altid at gå efter de store bud.

Señas – de hemmelige tegn

Et af de mest karakteristiske træk ved Mus er, at makkere må informere hinanden om deres kort via hemmelige ansigtstegn, kaldet señas. Man må dog kun bruge de tegn, holdet på forhånd har aftalt – man må ikke tale om sine kort eller finde på egne signaler undervejs. Kunsten består i at nå at give sit tegn, uden at modstanderne opdager det, samtidig med at man selv holder øje med dem.

Tegnene varierer fra region til region, så aftal altid sættet, før I går i gang. Et udbredt sæt – blandt andet gengivet i de officielle Mus-regler fra kortproducenten Fournier – ser sådan ud:

Det er helt lovligt at stirre modstanderne i ansigtet for at fange dem i et tegn. Derfor kræver det et godt “pokerfjæs” at spille Mus på højt niveau – på samme måde som bluf og aflæsning af modstanderne også er afgørende i stikspil som Hjerterfri.

Pointtælling med piedras og amarracos

Point tælles traditionelt med småsten eller bønner, kaldet piedras. Hver gang et hold scorer, tager det en sten. Når man har fem sten, samler man dem til én større enhed – en amarraco – der altså svarer til 5 point. Syv amarracos (35 point) betyder, at holdet er “dentro”, altså tæt på sejr.

Et spil vindes typisk ved at nå 40 point, og en hel kamp afgøres ofte bedst af tre spil. Nogle borde spiller dog kun til 30 – aftal det på forhånd.

Rækkefølgen, pointene tælles i ved showdown, er altafgørende: først Grande, så Chica, så Pares og til sidst Juego (eller Punto). Når et hold når sit måltal undervejs i optællingen, vinder det med det samme – selv hvis modstanderne ville have overhalet dem i en senere fase. Derfor kan det hold, der scorer i de første faser, “gå ud”, før modstanderne overhovedet får talt deres Juego-point.

Strategi og typiske begynderfejl

Mus er lige dele hovedregning og menneskekundskab. Når reglerne sidder, handler det om at læse både sin makker og sine modstandere. Her er nogle af de hyppigste begynderfejl – og hvad du bør gøre i stedet:

• At glemme Chica — mange jagter kun konger og overser, at lave kort giver lige så mange point.
• At afsløre sin hånd — et dårligt pokerfjæs eller et klodset tegn fortæller modstanderne alt.
• At spille solo — Mus er et holdspil; byd altid ud fra både din egen og din makkers meldte hånd.
• At byde for stort for tidligt — gem dine órdagos til de situationer, hvor I reelt har spillet sikret.
• At bluffe planløst — et velplaceret “no hay mus” med en svag hånd kan skræmme modstanderne, men gennemskuet bluf koster point.

En klassisk stærk situation opstår, når din makker signalerer tre konger, og du selv sidder med den fjerde: så har jeres hold alle fire konger i Grande, og et órdago kan afgøre hele spillet på én hånd.

Varianter af Mus

Fordi Mus er spredt over hele den spansktalende verden, findes der mange lokale varianter, og det er en god idé at blive enige om husreglerne, før I begynder. Et par af de mest udbredte er værd at kende:

• Juego Real — en variant, hvor selv en 31 på mano’s hånd kan slås, så den ellers uovervindelige hånd ikke længere er garanteret.
• Mus med ti konger — her gælder også et ekstra kort som konge, så der er endnu flere høje kort i omløb, og budrunderne bliver mere aggressive.
• Mus corrido — en hurtigere udgave, hvor der ikke byttes kort, så man spiller videre med de hænder, man får delt ud.
• Antal spil — mange spiller en kamp som bedst af tre spil til 40 point, men nogle borde nøjes med ét spil eller spiller til 30.

Rammerne kan altså variere en del fra egn til egn og fra bord til bord. Det vigtigste er, at alle fire spillere kender det samme regelsæt – især hvilke señas der er i brug – inden første kort deles ud.

Hvem passer Mus til?

Mus er oplagt for dig, der kan lide kortspil med både taktik og socialt drama, og som har tre andre at spille med. Det kræver lidt tilvænning at lære kortværdier, faser og tegn, men rytmen sidder hurtigt, og så er spillet vanedannende. Kan du lide bud- og stikspil som kortspillet Skat eller klassikeren Whist, vil du føle dig hjemme. Vil du udforske flere spil til kortbordet, finder du masser af guider i vores samling af andre kortspil.

Ofte stillede spørgsmål om Mus

Hvor mange spillere kræver Mus?

Mus er designet til fire spillere, der danner to faste makkerpar. Holdspillet og de hemmelige tegn er helt centrale, så spillet fungerer bedst med netop fire personer.

Kan man spille Mus uden et spansk kortsæt?

Ja. Tag et almindeligt fransk kortspil og fjern alle 8’ere, 9’ere og 10’ere. Så har du 40 kort, præcis som i et spansk sæt.

Hvad betyder órdago?

Órdago er det maksimale bud, hvor man satser hele spillet på den aktuelle fase. Ordet kommer fra baskisk “hor dago” – “der er det”. Bliver det accepteret, afgøres hele spillet af den ene fase.

Må man snyde med falske tegn?

Man må kun bruge de tegn, holdet har aftalt på forhånd, og det er forbudt at tale om sine kort med ord. Selve bluffen hører til i budgivningen, ikke i signalerne.

Hvad er en amarraco?

En amarraco svarer til 5 piedras (point). Man bruger den som en samlet enhed for at gøre det lettere at holde styr på store pointsummer.